Jura
Begreber

Begreber og definitioner

Hvad betyder det egentligt, at en person er asylansøger? Eller at de har fået midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark? Det kan du læse lidt mere om her.

Asylansøger
En asylansøger er en udlænding, som ønsker at opholde sig i et andet land som flygtning og søger om tilladelse til dette – men endnu ikke er anerkendt som flygtning.

Asylansøgere kan inddeles i en række undergrupper:

Spontan asylansøger: En asylansøger, som ikke i forvejen har opholdstilladelse (fx en tilladelse til familiesammenføring).

Registreret spontan asylansøger: En udlænding, som søger om asyl i Danmark, og hvor Danmark har påtaget sig ansvaret for at behandle ansøgningen. Derfor kan asylansøgeren ikke videresendes til et andet land (jf. Dublin-forordningen[1]).

Uledsaget mindreårig asylansøger: En udlænding under 18 år, som kommer til Danmark uden sine forældre eller andre myndige personer og søger om asyl. 

Flygtning
En person, som har fået sin ansøgning om asyl imødekommet og som derfor har opholdstilladelse som flygtning.

Flygtninge kan inddeles i to grupper:

Konventionsflygtning: En flygtning, som er omfattet af FN’s Flygtningekonvention – Det vil sige, at personen ifølge konventionen har velbegrundet frygt for forfølgelse i sit hjemland. Det kan fx være forfølgelse på grund af religion, nationalitet, race eller politiske holdninger.

Kvoteflygtning: En flygtning, som befinder sig uden for Danmark, og som igen kan blive bosat i Danmark efter aftale med FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) eller en tilsvarende international organisation.   

Indvandrer (immigrant)
En udlænding med enten midlertidig eller permanent opholdstilladelse i Danmark. Opholdstilladelse kan man fx få i forbindelse med familiesammenføring eller af arbejdsmæssige årsager.    

Migrant
En person, som flytter fra et land til et andet – det kan være midlertidigt for at få arbejde.  

Beskyttelsesstatus
I nogle tilfælde gives en udlænding asyl, hvis det vurderes, at det vil være med risiko for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig behandling, hvis vedkommende vender tilbage til sit hjemland. Opholdstilladelsen gives for højst 1 år, og efter 1 år for højst 2 år ad gangen. 

Midlertidig beskyttelsesstatus
Gives i tilfælde, hvor der er risiko for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig behandling ved hjemsendelse på grund af en særligt alvorlig situation i hjemlandet (Fx i tilfælde med voldsudøvelse og overgreb på civile i hjemlandet). Opholdstilladelsen gives for højst 1 år, og efter 3 år for højst 2 år ad gangen.


[1] En aftale mellem EU-landene, Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein, som afgør hvilket af landene, der har ansvar for behandling af en asylansøgning.