Kalender
Nyheder

Hvor bange er vi for religion?

Høring på Christiansborg 10. maj om  religion og sekularisering

Hvor bange er vi for religion?
Og: Kan vi finde en god dansk model for sekularisering?

Høring på Christiansborg 10. maj kl. 13-17

Blandt deltagerne er forfatter og journalist Kristian Ditlev Jensen, politikerne Jan E. Jørgensen (V) Yildiz Akdogan (S) Alex Ahrendtsen (DF) Naser Khader (KF), Ida Auken (RV) m.fl. samt en række eksperter og interesseorganisationer.
Ordstyrer er Adam Holm, journalist, forfatter og vært på DR2

Skal vuggestuer tvinges til at servere frikadeller? Bør vi forbyde sygeplejersker at bære religiøse symboler? Kan imamer og præster være domsmænd og nævninge? Skal bederum forbydes på uddannelsesinstitutionerne? Skal blasfemiparagraffen afskaffes? Skal ytringsfriheden begrænses for religiøse forkyndere?

Næsten hver uge er et nyt emne på den politiske dagsorden, der handler om religion og offentlighed. Flere sager har ført til konkrete lovtiltag. Men de politiske indgreb møder også stærk kritik fra både religiøse og ikke-religiøse, fordi de bliver opfattet som en begrænsning af religionsfriheden. En frihed, der handler om en grundlæggende ret til at tænke frit, at følge sin samvittighed og også lade det komme til udtryk i hverdagen.

De politiske vinde (med udsagn som ”religion er en privatsag”) bærer ofte præg af, at religion opfattes som noget, der bør holdes ude af det offentlige rum. Ikke desto mindre er mange religioner per definition offentlige, fordi de finder deres udtryk i fællesskaber, som der – også per definition – er offentlig adgang til.

Derfor stiller Grundtvigsk Forum spørgsmålet: Hvor bange er vi for religion? Og: Er det stadig muligt at formulere en særlig ”dansk model” for sekularisering, der både giver frihed til og fra religion?

Læs program mm. og tilmeld dig her.