Nyheder
Nyheder

Nairobi dokumentet - nu på dansk

LVF's Nairobi dokument om gudstjeneste og kultur foreligger nu i dansk oversættelse

Det Lutherske Verdensforbunds Nairobi dokument om gudstjeneste og kultur er nu oversat til dansk. Billedet er fra LVFs generalforsamling i Winnipeg i Canada i 2003, hvor det canadisk-congolesiske band Krystaal optrådte. 

Nairobidokumentet om gudstjeneste og kultur 

Nutidige udfordringer og muligheder

 

Dette dokument er fra det tredje internationale møde i Det lutherske Verdensforbunds arbejdsgruppe om Gudstjeneste og Kultur holdt i Nairobi, Kenya i januar 1996.

Medlemmerne i arbejdsgruppen repræsenterer fem af verdens kontinenter og har indtil nu arbejdet ihærdigt sammen i tre år. Det første møde i oktober 1993 i Cartigny i Schweiz fokuserede på det bibelske og historiske grundlag  for forholdet mellem kristen gudstjeneste og kultur og resulterede i "Cartigny Statement on Worship and Culture: Biblical and Historical Foundations." (Nairobidokumentet erstatter på ingen måde Cartignydokumentet men bygger videre på det).

Det andet møde i marts 1994 i Hong Kong beskæftigede sig med aktuelle emner og spørgsmålene om forholdet mellem verdens kulturer og kristen liturgi, kirkemusik, kirkearkitektur og kunst.

Materialet fra de første to møder blev udgivet som Worship and Culture in Dialogue. (1) Materialet og dokumentet fra mødet i Nairobi blev udgivet som Christian Worship: Unity in Cultural Diversity. (2) 1994-1995, gennemførte arbejdsgruppen regional forskning og forberedte rapporter om denne.

4. fase af arbejdet begyndte i Nairobi og vil fortsætte med seminarer og andre måder, hvorpå forskningsresultaterne kan implementeres, sådan som LWF finder det mest formålstjenligt. Arbejdsgruppen anser dette arbejde for væsentligt i forbindelse med kirkens fornyelse og sendelse i verden.  

 

1. Indledning

1.1. Gudstjeneste er den kristne kirkes hjerte og puls. I gudstjenesten fejrer vi sammen Guds gaver, skabelse og frelse, og vi får styrke til at leve i ansvarlighed overfor Guds nåde. Ikke blot ord, men også handlinger er en del af gudstjenesten Gudstjeneste er både overvejelser over liturgi og prædiken, samt over musik, kunst og arkitektur.

1.2. Den realitet, at kristen gudstjeneste altid fejres i en given lokal kultur, henleder vores opmærksomhed på, at der er et dynamisk forhold mellem gudstjeneste og verdens mange kulturer.

1.3 Gudstjeneste forholder sig dynamisk til kulturen på mindst fire måder. For det første er den transkulturel, hovedindholdet er det samme for enhver overalt, uanset kultur. For det andet er den kontekstuel, og varierer alt efter den lokale situation (både natur og kultur). For det tredje er den modkulturel, og udfordrer det i en kultur, der står i modsætning til evangeliet. For det fjerde er den tværkulturel, så det er muligt at have et fællesskab mellem forskellige lokale kulturer. På alle fire dynamiske punkter, er der nogle åbenlyst nyttige principper.

 

2. Gudstjeneste som transkulturel

2.1. Den opstandne Kristus transcenderer og er til stede i alle kulturer. I hans opstandelse findes kilden til gudstjenestens transkulturelle identitet. Dåb og nadver, som er Kristus’ død og opstandelses sakramenter, blev givet af Gud til hele verden. Der er én Bibel, der er oversat til mange sprog, og Kristus’ død og opstandelse forkyndes til hele verden. Den grundlæggende udformning af søndagens hovedgudstjeneste, nadveren (på engelsk “Eucharist of Holy Communion”) er genkendelig på tværs af kulturer: kristne mødes; Guds Ord forkyndes; menigheden beder for det, kirken og verden har brug for; nadvermåltidet deles, og menigheden sendes ud i verden for at fortælle om Kristus. De store fortællinger om Kristus’ fødsel, død, opstandelse, sendelse af Helligånden, og vores dåb i ham, udgør det vigtigste i kirkeårets transkulturelle tid: særligt faste/påske/pinse, og – i mindre grad – advent, jul/helligtrekonger. Den måde, som søndagens nadver udformes på, og som kirkeåret udtrykkes på, varierer fra kultur til kultur, men deres betydning og grundstruktur er den samme verden over. Der er én Herre, én tro, én dåb, én nadver.

2.2. Også flere særlige elementer i den kristne liturgi er transkulturelle, f.eks. læsninger fra Bibelen (selvom oversættelserne naturligvis er forskellige), de økumeniske bekendelser, Fadervor, og dåb med vand i den treenige Guds navn.

2.3. Den fælles brug af denne grundlæggende liturgiske struktur og liturgiske elementer i gudstjenesten – ligesom det fælles i, at mennesker samles, og at man deles om forskellige ledelsesopgaver (selvom både stedet og arten af lederskab varierer) – er udtryk for kristen enhed tværs gennem tid, sted, kultur og konfession. De enkelte kirkers genopdagelse af det helt centrale i disse transkulturelle og økumeniske elementer fornyer sansen for kristen enhed, og giver alle kirker et solidt grundlag for autentisk kontekstualisering.

 

3. Gudstjeneste som kontekstuel

3.1. Jesus blev født ind i en bestemt kultur i verden. I inkarnationen findes modellen for og mandatet til kontekstualisering af gudstjenesten. Vi kan møde – og møder – Gud i verdens lokale kulturer. En kulturs værdier og måder at gøre ting på, kan – så vidt de er forenelige med evangeliets værdier – bruges til at udtrykke gudstjenestens mening og formål. Kontekstualisering er et nødvendigt arbejde i kirkens mission i verden, så evangeliet hele tiden kan slå dybere rod i forskellige kulturer.

3.2. Blandt de forskellige måder at praktisere kontekstualisering på, er dynamisk sammenstilling særligt givende. Her udtrykkes dele af gudstjenesten på en ny måde, med noget fra en lokal kultur, der har samme betydning, værdi og funktion. Dynamisk sammenstilling går meget dybere end bare at oversætte; det involverer forståelse for den grundlæggende betydning af både dele af liturgien og af kulturen, så det bliver muligt at afkode gudstjenestens betydning og handling, og udtrykke dem i den lokale kulturs sprog.

3.3. Når man vil bruge metoden med dynamisk sammenstilling, kan man følge denne procedure: Først skal man gå i dybden med den liturgiske ”ordo” (grundlæggende udformning) med hensyn til dens teologi, historie, grundlæggende elementer og kulturelle baggrund. For det andet bør de elementer fra ordo, som umiddelbart kan indgå i en dynamisk sammenstilling uden at deres betydning ændres, bevares. For det tredje bør de kulturelementer, der kan udtrykke evangeliet og gudstjenestens ordo på dækkende måde, undersøges. For det fjerde bør det overvejes, hvordan en ændring vil tjene menigheden både åndeligt og kirkeligt.

3.4. De lokale kirker kan også overveje metoden med kreativ assimilation. Den består i at tilføje relevante komponenter fra den lokale kultur til den liturgiske ordo med det formål at berige dens oprindelige kerne. Dåbs-ordoen ”at vaske med vand og Ordet”, for eksempel, blev gradvist tydeliggjort med assimilationen af kulturel praksis som at give hvidt tøj og tændte stearinlys til de nydøbte. Anderledes end med den dynamiske sammenstilling, beriger den kreative assimilation den liturgiske ordo – ikke ved at udtrykke dens elementer på en ny måde, men ved at tilføje elementer fra den lokale kultur.

3.5. Ved kontekstualisering må den grundlæggende værdi og betydning af både kristendom og den lokale kultur respekteres.

3.6. Et vigtigt kriterie for dynamisk sammenstilling og kreativ assimilation er, at gode og afholdte liturgiske traditioner bibeholdes, så enheden med den universelle kirkes gudstjenestetradition bevares, samtidig med at der tilskyndes til udvikling dér, hvor man ser et behov. Der må være forståelse for, at ikke alt i kulturen kan integreres i gudstjenesten, men kun det, der passer ind i den liturgiske ordo. Elementer, der lånes fra den lokale kultur, må altid underkastes kritik og bruges rigtigt. Man kan tænke på, om de er troværdige i forhold til Bibelen og dens fortællinger.

 

4. Gudstjeneste som modkulturel

4.1. Jesus Kristus kom for at forvandle alle mennesker og alle kulturer, og han siger, at vi ikke skal tilpasse os verden, men lade os forvandle sammen med den (Romerbrevet 12. 2). I hans overgang fra død til evigt liv findes selve modellen for forvandling, og således også for den måde den kristne gudstjeneste er modkultur på. I hver kultur er der elementer, der er syndige, umenneskelige og som modsiger evangeliets værdier. Ud fra evangeliets perspektiv er det her nødvendigt med kritik og ændring.
Kontekstualisering af den kristne tro og gudstjeneste indebærer at udfordre alle former af undertrykkelse og social uretfærdighed i alle kulturer.

4.2. Det indebærer også ændring af kulturer, som forguder sig selv eller en lokal gruppering på bekostning af menneskeheden som sådan, og som ophober rigdom på bekostning af omsorgen for jorden og dens fattige. Når det gælder det modkulturelle i kristen gudstjeneste kan værktøjerne også være den bevidste bevarelse eller genopdagelse af traditioner, der med vilje afviger fra dominerende kulturformer. Disse traditioner kan findes ved fornyet opmærksomhed på den kristne historie, eller gennem andre kulturers visdom.

 

5. Gudstjeneste som tværkulturel

5.1. Jesus kom for at være alle menneskers frelser. ærdierne i jordiske kulturer hilses velkomne i Guds Rige. I kraft af dåben er der én kirke. En måde at leve troværdigt på er hele tiden gøre kirkens enhed tydelig. At dele salmer, kunst og andre liturgiske elementer over kulturelle grænser hjælper med til at berige hele kirken og styrke sansen for kirkens fællesskab. At dele dette kan være både økumenisk og tværkulturelt, og kan være et vidnesbyrd om den ene kirke og den ene dåb. Dette er muligt i enhver kirke, men er særlig nødvendigt i multikulturelle menigheder og kirker.

5.2. Man må være opmærksom på, at musik, kunst, arkitektur, gestik, koreografi og andre elementer fra forskellige kulturer både forstås og respekteres, når de bruges af kirker andre steder i verden. Se  kriterierne for kontekstualisering (ovenfor, afsnit 3.5 og 3.6)
 

6. Udfordring til kirkerne

6.1. Vi opfordrer alle medlemskirkerne i Det lutherske Verdensforbund til at gøre sig mere umage i forhold til gudstjenestens transkulturelle, kontekstuelle, modkulturelle og tværkulturelle karakter. Vi opfordrer alle medlemskirkerne til være opmærksomme på de primære transkulturelle elementer i gudstjenesten og tegn på kristen enhed, nemlig dåb, bibellæsning og prædiken, og det at der fejres nadver hver søndag. Det er det der er det centrale i al menighedsliv og i mission. Det er det autentiske grundlag for kontekstualisering. Vi opfordrer alle kirker til at være særligt opmærksomme på at udforske de lokale eller kontekstuelle elementer i liturgi, sprog, bevægelser, sangtradition, anden musik og musikinstrumenter, samt kunst og arkitektur i gudstjenesten. På den måde bliver gudstjenesterne mere solidt forankret i den lokale kultur. Vi opfordrer de kirker, der lige nu arbejder med mission til at være opmærksom på denne kontekstualitet, både hos sig selv,  hos deres samarbejdspartnere og hos dem, deres arbejde retter sig imod. Vi opfordrer alle medlemskirker til at være særligt opmærksomme på, at gudstjenesten er transkulturel, og på mulighederne for tværkulturelt fællesskab. Og vi opfordrer alle kirker til at overveje både uddannelse og ordination af præster, for hver eneste menighed har ret til hver uge at modtage nadveren.

6.2. Vi opfordrer Det lutherske Verdensforbund til at bruge kræfter og midler til at give stipendier til personer fra udviklingslandene, så de kan studere gudstjeneste, kirkemusik og kirkearkitektur, og så vi sammen kan sørge for, at lokale lærerkræfter kan forestå den  teologiske uddannelse.

6.3. Desuden opfordrer vi Det lutherske Verdensforbund til at fortsætte sit arbejde med gudstjeneste og kultur ind i det næste årtusinde. Det er ikke hurtigt gjort; arbejdet fordrer en fortsat og grundig forskning og opmuntring til kirkerne. Studiet ”Gudstjeneste og Kultur”, der begyndte i 1992, og som fortsætter ind i og ud over mødet i LVF i 1997, er en betydningsfuld og vigtig begyndelse, men opgaven fordrer stadigt arbejde. At prioritere dette arbejde er væsentlig i evangeliseringen af verden.
Noter:

(1) Geneva. Lutheran World Federation, 1994 Published in English, French, German and Castilian.

(2) Geneva. Lutheran World Federation, 1996 Published in English and German.

 Oversat til dansk af Tine Illum og Peter Lodberg