Nyheder
Nyheder

Ny dansk reformationssalme hitter i Europa

Holger Lissners salme "Når du vil" er allerede oversat til fem sprog

Den populære danske salmedigter Holger Lissner og komponisten Åshild Watne er her flankeret af sangkonkurrencens dommerkomité, fra venstre professor Jochen Arnold, dr. phil i kirkemusik Britta Martini og Peter
Steinvig, organist i Karlslunde strandkirke. Foto: GEKE/CPCE.

Den danske salme ”Når du vil” er på manges læber. Efter den vandt Leuenberg-fællesskabets europæiske sangkonkurrence i anledning af reformationsjubilæet, har den vundet udbredelse i mange kirker i Europa.

Salmen er skrevet af Holger Lissner, og den norske komponist Åshild Watne har skrevet vindermelodien.

I sidste uge afholdt Leuenberg-fællesskabet så festgudstjeneste i Stadtkirche Wittenberg, og her var rådsmedlemmer, dommerkomiteen, Lissner og Watne samt de andre sangskrivere, der havde vundet i andre kategorier, særligt indbudt.

Festgudstjenesten var nemlig en afslutning på konkurrencen. Her skulle vindersalmerne præsenteres og synges i fællesskab.

”Det var særligt at sidde i den kirke, hvor Luther og Melanchton har prædiket og høre min tekst udlagt og menigheden synge for fuldt drøn min salme,” fortæller Lissner.

 Biskop Ilse Junkermann prædikede over Lissners salme ”Når du vil” og understregede, hvor vigtig en rolle sang og musik har for kirken.

”Europa har brug for sange. Folk, som synger sammen, går ikke i krig med hinanden. Europa har brug for sange om fred,” sagde Juncermann og understregede, at reformationen er noget, der foregår her og nu, og de nye sange er et vigtigt led i den kontinuerlige reformationsproces i kirkerne.

 I den engelske oversættelse af ”Når du vil”, som Lissner selv har skrevet, synger man ”We hymn you”, og det blev ligeledes overskriften for markeringen i Wittenberg.

I bedste reformatoriske ånd er ”Når du vil” allerede blevet oversat til flere sprog.

”Nu er salmen ude på fem sprog: dansk, norsk, svensk, tysk og engelsk, og en italiensk metodist tog den med hjem for at få den oversat til italiensk,” fortæller Holger Lissner.

Lissner er glad for, at salmen finder vej til flere kirker i nye sproglige former. Salmen får anderledes nuancer på andre sprog, og nye sproglige udtryk og betoninger vækker nye associationer. På den måde er salmen hele tiden i bevægelse, mener Lissner.  

Jochen Arnold, der er ansvarlig for Leuenberg-fællesskabet liturgi-arbejde, er overvældet over hvor stor en succes sangkonkurrencen har været. Over 100 musikere og lyrikere har deltaget i sangkonkurrencen, og bidragene har været af høj kvalitet.

Leuenberg-fællesskabet har sat fokus på musikkens rolle i forbindelse med reformationsjubilæet, fordi musikken har en særlig måde at skabe forbindelser mellem mennesker.

”Musikken rører ved vores hjerter i dag, ligesom det gjorde for 500 år siden,” udtaler Arnold.

#detvihartilfælles

Se salmen på dansk her. (Christian Præstholms melodi)

Se salmen på dansk/engelsk (Åshild Watnes melodi)

Lyt til salmen her (Åshild Watnes melodi). 

Se billeder fra festgudstjenesten og præmieoverraskelsen.