Nyheder
Nyheder

Sydafrikas kirkehistorie minder om, at der altid er grund til at genoverveje de grænser, vi drager

Maria Munkholt Christensen beretter fra et symbolsk ladet møde i Sydafrika i Kirkernes Verdensråd

Den hollandske reformerte kirke bød velkommen til møde i Sydafrika. I baggrunden kan man se en afbildning af den tidligere sydafrikanske præsident Nelson Mandela. Foto: WCC.


Cand.theol, ph.d og postdoc i teologi Maria Munkholt Christensen har på vegne af folkekirken deltaget i et møde i Sydafrika i Kirkernes Verdensråds Faith and Order Kommission. Hun fortæller her om sit arbejde i kommissionen og om sine indtryk fra Sydafrika – et land der stadig er mærket af ar fra apartheid-tiden.

Læs mere om Maria Munkholt og om Faith and Order kommissionen her.


Den 16. juni er der hvert år ”Ungdommens dag” i Sydafrika (”Youth Day”.) Netop denne dato er en national mærkedag, fordi det var den 16. juni 1976, at skoleelever i Soweto ved Johannesburg først gjorde oprør mod apartheidpolitikken.

Oprøret greb om sig og blev slået voldsomt ned af politiet. Apartheidpolitikken, der blev ført i Sydafrika i meget af det 20. århundrede, betød en streng adskillelse af mennesker ud fra den ”race”, som myndighederne tillagde dem. Kategorierne var ”hvid”, ”sort”, ”farvet” eller ”inder”, og der var bestandig diskrimination af især sorte, som f.eks. blev tvunget til at bo i bestemte ghetto-agtige områder og generelt blev tilbudt dårligere uddannelse og beskæftigelse.

Ikke bare i samfundet som sådan, men også i flere kristne kirker blev racepolitikken gennemført. Særligt slemt var det i den hollandsk-reformerte kirke, der tidligt også kategoriserede sine egne medlemmer ud fra race og var med til teologisk at legitimere den form for racistisk tænkning.

På grund af sin manglende afstandtagen fra apartheidpolitikken blev den hollandsk-reformerte kirke i Sydafrika ekskluderet fra det Reformerte Verdensforbund og måtte i 1960'erne også trække sig ud af Kirkernes Verdensråd.

Den hollandsk-reformerte kirke blev på den måde isoleret og så sig med tiden nødsaget til at gentænke sin teologi. I løbet af 1980'erne gjorde kirken op med sine politiske synspunkter, men genoptagelsen i det større kirkelige fælleskab har taget sin tid. Først i 2016 blev kirken igen medlem af Kirkernes Verdensråd, og netop dette blev markeret d. 16. juni i år med et kollokvium på University of Pretoria.

Læs mere om mødet i Sydafrika her.


Jeg deltog selv i kollokviet sammen med resten af den kirkelige kommission, Faith and Order (Tro og Kirkeordning), som er en del af Kirkernes Verdensråd. Hensigten med kollokviet var, foruden at markere genoptagelsen af den reformerte kirke, også at fejre ungdommen og den forandring, som unge mennesker kan udvirke i et samfund. Det var et meget formelt arrangement med hilsner og taler, og der var, emnet taget i betragtning, påfaldende få yngre gæster. Glimtvist anede man dog, hvor betydningsfuld og rørende anledningen var.

Faith and Order kommissionens formand, Odair Pedroso Mateus, påpegede i sin hilsen: ”Det er vigtigt at reflektere over betydningen af, at vi hører Guds Ord sammen med den universelle kirke, og ikke isoleret.”

Enhver lokal kirke og menighed står i fare for at blive selvgod og ikke være opmærksom på sine egne fejl. Ideelt set kan fællesskabet af kirker kalde de enkelte menigheder ud af deres isolation og væk fra den diskrimination, der måtte herske i et bestemt lokalsamfund. Det var rørende og glædeligt at opdage, at teologisk refleksion på den måde kan have en effekt.

Hvad er Faith and Order kommissionen?

Faith and Order er en teologisk kommission, som jeg har været medlem af i to år. Jeg er én ud af fire yngre delegerede. I sin helhed tæller kommissionen ca. 50 medlemmer fra et bredt spektrum af kirkesamfund. Kommissionen mødes i sin helhed hvert andet år, mens de enkelte af kommissionens arbejdsgrupper løbende mødes og arbejder på specifikke projekter.

Læs mere om Faith and Orders forsøg på at skabe én fælles vision om kirken.


Jeg er selv del af en gruppe, der undersøger både nye og traditionelle måder at være kirke på. Spørgsmålene, som kommissionen beskæftiger sig med, er f.eks.: Hvad er kirke? Hvad kan vi som kirker lære af hinanden? Hvem har autoritet i forskellige kirker? Hvem kan træffe afgørelse i forbindelse med moralske spørgsmål? Hvad er overhovedet et moralsk spørgsmål? Det er umiddelbart ret abstrakte emner, men de har at gøre med de konkrete udfordringer, som kirker i dag står overfor.

F.eks. er vielse af homoseksuelle for nogen et moralsk og potentielt kirkesplittende spørgsmål, ligesom ordination af kvindelige præster for nogen er i modstrid med deres ide om kirkelig autoritet. Det er altså udfordrende spørgsmål, og i samtalerne bliver jeg uhyre bevidst om konfessionelle og kulturelle forskelle.

Faith and Order: Kan kirker enes om moralske spørgsmål?


Jeg bliver for hvert møde i komissionen mindet om, hvor svært det er for mennesker at komme til enighed, men også om, at der i Kirkernes Verdensråd virkelig er en vilje til venskab og mildhed på trods af splittelser. Jeg mærker selv en velvilje, når jeg bliver bedt om at lede en morgenandagt og fremlægge en tekst til diskussion.

Problemfyldt fortid

Sydafrika er et symbolsk ladet sted at holde møde om kirkernes enhed. Vi holdt mødet på et konferencecenter, som tilhører den hollandsk-reformerte kirke. Området var indhegnet, og vi blev opfordret til ikke at gå udenfor alene.

Vi kørte igennem Johannesburg og kunne tydeligt se, at rige kvarterer og ekstremt fattige kvarterer ligger side om side og afspejler et uharmonisk samfund. Sydafrika er stadig undervejs med at bearbejde en problemfyldt fortid, og det samme er de sydafrikanske kirker.

Apartheidpolitikken er et ekstraordinært grelt eksempel på, at menneskers forsøg på at ordne verden kan ende i frygtelig diskrimination og altid sker på bekostning af nogen. Både den sekulære historie og kirkehistorien minder om, at der altid er grund til at genoverveje de grænser, vi drager.