Jubilæum - MKR 25 år
Jubilæum 1990-2015

8 skarpe om folkekirken og det mellemkirkelige

Det første mellemkirkelige Råd

Det første mellemkirkelige råd blev dannet i 1954 til at varetage folkekirkens mellemkirkelige forbindelser. Rådet havde dengang ikke officiel status i folkekirken, men i de første mange år deltog samtlige biskopper i arbejdet, hvilket gav Rådet en vis legitimitet.

Rådet gøres officielt

I 1989 vedtog Folketinget en lov (forsøgsordning), som gjorde Rådet officielt. På samme tid blev der oprettet mellemkirkelige stiftsudvalg, som blev valgt demokratisk af menighedsrådsmedlemmer i hvert stift. De mellemkirkelige stiftsudvalg skulle hver udpege ét medlem til det nationale mellemkirkelige råd. Derudover skulle kirkeministeren udpege to biskopper.

Senere justeringer

Loven fra 1989, som var vedtaget som en forsøgsordning, blev gjort permanent i 1994.

I 2004 vedtog Folketinget en lovændring, som gjorde det muligt for Grønland at deltage i Rådets arbejde.

De nye stiftsråd, som blev etableret i 2009, overtog de hidtidige mellem-kirkelige stiftsudvalgs ansvar for det mellemkirkelige arbejde i stifterne samt for at udpege medlemmer af det nationale mellemkirkelige råd. Stiftsrådene har mulighed for at nedsætte særskilte udvalg til at varetage det mellem-kirkelige arbejde.