Årsberetning 2016
Konferencen for Europæiske Kirker '16

Konferencen for Europæiske Kirker

Af Rebekka Højmark Svenningsen, europamedarbejder

Ny generalsekretær for KEK fra 1. januar 2016, Heikki Huttunen. Foto: CEC/KEK

Konferencen for Europæiske Kirker (KEK)

KEK har fået finnen Heikki Huttunen som ny generalsekretær og er kommet igennem nogle års omvæltninger med identitetsspørgsmål, flytning og restrukturering.

KEK er slanket mht. omfang af arbejdsopgaver og økonomi, men fremstår nu med ny bopæl i Bruxelles som en tydelig kirkelig repræsentant i EU-spørgsmål af kirkelig interesse.  KEK hjælper kirkerne med – på relevante områder – at forstå Europa og omvendt, ved at bringe anliggender fra de 114 medlemskirker ind i EU-drøftelser og lobby.

Det handler ikke mindst aktuelt om flygtningesituationen, hvor KEK gennem nært samvirke med Churches’ Commission for Migrants in Europe (CCME) er meget tæt på brændpunkterne og leverer erfaringstungt idémateriale til MKR's arbejde i folkekirken.

MKR var i december i København vært og medsponsor for en konference om migration og kirkeforståelse i regi af KEK. Denne konference gav betydeligt større afkast end MKR's investering heri, idet meget relevante oplysninger og ideer blev fremlagt fra lutherske og andre kirker i Europa, som er lykkedes bedre end folkekirken med at indlemme migranter i de gamle nationale kirker.

Det er en opgave for MKR de kommende år at indhente og tilpasse sådanne positive europæiske erfaringer til danske forhold, så folkekirken i højere grad kommer i spil med sit betydelige, uudnyttede potentiale for integration af indvandrere som medlemmer af folkekirken.

Rådsmedlem Hanna Broadbridge har som formand for KEK's Education Working Group været særdeles aktiv i at dele danske erfaringer omkring kirke-skole-samarbejdet på europæisk plan.

I et strategisk samarbejde med Folkekirkens Videns- og Udviklingscenter, der har foranlediget et engelsk summarium af den danske FUV-rapport herom, søger MKR på denne måde at sprede viden og erfaring på et område, hvor folkekirken gør det rigtig godt. FUV/kirke-skole-netværket er den rette aktør til på sigt at være folkekirkens repræsentant i europæiske fora omkring læring og dannelse. MKR er lykkedes, hvis vi overflødiggør os selv ved at bringe de rette folkekirkelige interessenter i direkte forbindelse med deres internationale ligemænd.

MKR vil også i forhold til KEK bringe aktuelle danske folkekirkelige interesseområder (fx problematikker omkring vigende dåbstal) i spil i forhold til de kommende langtidsplaner for KEK, som skal vedtages ved KEK's kommende generalforsamling i 2018.

 

Suppleant i KEK's bestyrelse Christian Roar Pedersen
Medlem af Assembly Planning Committee   Helle Rosenkvist
Medlemmer af KEK's arbejdsgrupper

Education: Hanna Broadbridge (moderator)

Bioetik: Ulrik Becker Nielsen (moderator)

 

Læs mere