Årsberetning 2016
Trosfrihed - forfulgte kristne

Trosfrihed - forfulgte kristne

Af Birger Nygaard


Trosfrihed – forfulgte kristne

MKR's tidsbegrænsede projektindsats på området Trosfrihed – forfulgte kristne skulle efter planen have været afsluttet i 2015. Men Rådet har valgt at fortsætte dette opmærksomhedspunkt, idet anliggendet er mere  relevant i dag, end da det blev igangsat. Det fylder stærkt i mange mellemkirkelige relationer, men fylder fremdeles for lidt på den politiske dagsorden, hvor man nok har sympati for sagen, men ofte mangler vilje til at handle.

I 2016 er der etableret et tværpolitisk netværk af folketingspolitikere med engagement på området. Det har betydet øget intensitet omkring belysning af emnet på forskellige måder. Institut for Menneskerettigheder udviser øget opmærksomhed på området og vil på opfordring fra MKR i 2017 undersøge religiøst motiveret chikane på danske asylcentre.

Det folkekirkelige kirke-skole-arbejde har på opfordring fra MKR lagt et meget stort arbejde i at udarbejde et omfattende tværfagligt undervisnings-materiale til folkeskoler og gymnasier om religionsfrihed. Materialet vil de kommende år blive udbudt som et prioriteret område i det landsdækkende kirke-skole-netværk.

Bispekollegiet er opmærksom på tendensen til, at religion i medier og det offentlige rum i øvrigt ofte omtales som et problem og med manglende syn for religionens positive rolle. Derfor har bispekollegiet igangsat en proces, der bl.a. omfatter en konference og et generelt fokus på langsigtet involvering af væsentlige samfundsaktører, der formår at påpege tros- og tankefrihedens store historiske betydning for Danmark og denne dimensions positive rolle i samfundsopbygningen.  MKR er med afsæt i sit trosfrihedsarbejde involveret heri.

Som med andre nye anliggender har MKR kun små budgetrester til rådighed til dette vigtige indsatsområde. Erfaringen fra projektet er, at det fordrer en langtidsindsats at opnå virkelige resultater. Arbejdet er i dag et ganske andet sted end for 5 år siden, ikke mindst pga. en vedholdende indsats fra en række aktører og ikke mindst med Dansk Missionsråd som udfarende kraft. Men der er behov for at nå betydeligt længere.
 
Følgegruppe
Varetages af arbejdsgruppen vedr. folkekirkens mission
 
Operativ arbejdsgruppe
Jonas A. Jørgensen, Filip Buff Pedersen og Birger Nygaard
 
Sekretariatsansvarlig

Birger Nygaard
 


Læs også