Danske migranter
Dansk udvandring til Canada

Dansk udvandring til Canada

- Livets herre fulgte med

Den klippe, som der bygges på i immigrantmenighederne, er en dyb kærlighed både til det Danmark, man har forladt og til det nye land, Canada, man nu kalder sit, og en fast tro på, at livets Herre fulgte med fra det gamle hjem til det nye. Når hjemve og modfaldenhed meldte sig, fandt man trøst og styrke i at vide, at det dog er den samme Gud, der våger over os. At komme i kirke var ligesom at komme ”hjem”.
Liselotte og Lars Basbøll, dansk præstepar i Canada.

I 1950’erne valgte 50.000 danskere at forlade deres hjemland for at søge mod en ny tilværelse i Canada. Op imod 170.000 canadiere menes at have danske rødder. Og af dem angiver 33.795 at have både en dansk far og mor. Seks menigheder fungerer fortsat i Canada. Vanskelige økonomiske vilkår i Danmark var baggrunden for den massive udvandring i 1950’erne. Gartnere, landmænd og sygeplejersker var en efterspurgt vare i Canada. De kunne nemt finde arbejde i det store land. Langt de fleste valgte at blive. Og de blev glade for deres nye land.

Frida og Bent
Frida og Bent Riis Jensen fra Mors gav sig selv fem år til at finde ud af, om et liv som landmænd i Canada var det rette for dem, da de i 1957 valgte at prøve lykken udenlands. Næsten 50 år er det nu blevet til. Undervejs fandt de god støtte i den danske menighed i Edmonton. 18 år efter deres ankomst fik de fod på egen jord, da de købte en ejendom på 240 tdr. land. Gården gav de navnet Riisdale Farms efter familiens mellemnavn ”Riis”. Ved opkøb af jord nåede Frida og Bent at eje 1000 tdr. god canadisk præriejord.

Støtte fra kirken
På Mors var Bent aktiv i den grundtvigske frimenighed. Derfor var det naturligt for Frida og Bent at tage kontakt med den danske kirke ved deres ankomst til Edmonton. Deres to yngste børn er døbt i Edmonton, mens den ældste er døbt på Mors. ”Kirken har været en god støtte for os i vort liv i dette land. Vi har søgt til gudstjeneste og sætter stor pris på fællesskabet med andre danskere”, siger parret. Bent indrømmer, at han efter så mange år i Canada er begyndt at foretrække de engelske gudstjenester. Han er mest glad for at synge de gode gamle salmer, og har ingen interesse for den nye salmebog, som folkekirken har fået hjemme.

Konrad fra Ørbæk

Konrad Hansen er indehaver af det største murerfirma i det vestlige Canada med 200 ansatte. Han stammer fra Ørbæk ved Nyborg. Han er én af de vigtigste donorer ved den danske kirke i Edmonton. ”Jeg er ikke selv et stærkt troende menneske, men holder meget af den danske kirke. Mine seks børn er døbt og konfirmeret i kirken og også et barnebarn er døbt i ”Ansgar”. Kirken er en vigtig national institution for os danskere her i Edmonton”, siger Konrad Hansen.

Mark fra Ans

Mark Fenger, 35 år, flyttede til Canada for tolv år siden. Han fandt roen og kærligheden i landet. Mark er glad for at komme i den danske kirke i Toronto. Mark er civilingeniør og fra Ans i Midtjylland. Han kender kirken indefra. Både den i Danmark og den i Toronto. I Nustrup Kirke i Sønderjylland blev han kendt som Danmarks yngste kordegn. Siden 2001 har han været knyttet til kirken i Toronto. Hver anden søndag er han kirkens organist. ”Da jeg havde boet i Toronto i fire år, begyndte jeg at få hjemve. Jeg søgte efter noget dansk på internettet, og fandt så den danske kirke. Snart efter begyndte jeg regelmæssigt at gå i kirke. Jeg har altid været glad for at gå i kirke. Jeg ligesom finder roen under gudstjenesten”, siger han. Mark har fundet sin kone Gitte i kirken. Hun er dyrlæge. Otte år gammel flyttede Gitte fra Resenbro til Canada med sine forældre. Familien var meget aktiv i kirken, og Gitte kom ofte til gudstjeneste og fest. I 2004 blev de viet i Voel Kirke, hvor Gitte er døbt. Præsten var daværende dansk præst i Toronto, Dorte Pedersen.

Betina fra Østerbro
Selv om Betina savner sin familie i Danmark, har den 29-årige kvinde det godt i Toronto, hvor hun har boet med sin canadiske mand Steven siden 2001. Hjemme på Østerbro var Betina ikke vant til at gå i kirke. I Toronto går hun til de danske gudstjenester hver anden søndag. ”Jeg har aldrig været så dansk, som efter at jeg er flyttet her til. Jeg er stolt over at være dansker. Men jeg savner da min familie og at tale dansk. Derfor er det meget vigtigt for mig at komme i kirke til de danske gudstjenester. Bare det at høre andre tale dansk til mig nyder jeg, både præsten og de, jeg drikker kaffe med efter gudstjenesten”, siger Betina.

Af Torben Elmbæk Jørgensen, DSUK