Derfor kommer jeg i en migrantmenighed
Marja fra Finland

Marja fra Finland

- Derfor kommer jeg i en migrantmenighed

Marja Silvonen-Hansen er formand for menighedsrådet i den finske kirke i Danmark. Hun er uddannet sygeplejerske og har boet i Danmark i 31 år. For halvandet år siden gik hun på efterløn fra en stilling som områdeleder i hjemmeplejen. Hun er dansk gift og bor i Skælskør. Oprindelig stammer hun fra byen Enso, der i dag ligger i Rusland. Hendes familie var blandt de 500.000 finske krigsflygtninge fra Rusland, der kom til Finland under anden verdenskrig.

”Jo ældre man bliver, jo større betydning får det at kunne holde gudstjeneste på sit eget sprog. Det er min erfaring. Det er ikke, at man ikke forstår det danske. Jeg har arbejdet her i mange år og kan sagtens følge med i en dansk gudstjeneste. Men det, man er vokset op med fra barnsben, betyder meget. Det vil altid være noget andet. For eksempel kan jeg stadig ikke sige trosbekendelsen udenad på dansk, selv om jeg har læst den masser af gange. Det kan jeg på finsk. Det danske hænger ikke fast på samme måde som det, jeg lærte som barn. Selv om vi har vores finske menighed, kommer jeg også i en dansk kirke. Da vi boede på Frederiksberg, var min mand og jeg med i søndagsskole- og menighedsarbejde i Solbjerg Kirke. Min mand har også været kirkeværge. Den danske kirke er ikke fremmed for mig. Slet ikke. Men jeg har også brug for mit eget en gang imellem. Sådan tror jeg, at vi er mange, der har det.

Det var et finsk præstepar, der startede vores menighed tilbage i 1989. Da havde jeg boet i Danmark i 11 år og kunne se behovet for en finsk menighed. Vi er omkring 4.000 finner i Danmark. Nogle kom i sin tid som krigsbørn under anden verdenskrig og er blevet boende. Andre bor her fast, fordi de er gift med en dansker som jeg selv. Andre igen er her på korttidsophold. Selv om den finske kirke ikke er meget anderledes end den danske folkekirke, har vi som finner vores eget sprog og traditioner. Sproget er det afgørende. Men vores messe er også lidt anderledes. Hos os er det hele lidt mere højtideligt. Der er for eksempel flere steder, hvor menigheden står op, og vi synger nogle særlige sange til nadveren. Selv om vi også har salmer i den finske salmebog, der er oversat fra tysk, og godt kan synge salmer af Grundtvig, har vi en meget rig salmetradition med vores egne finske salmer og melodier, som jeg holder meget af. I det hele taget synger vi meget i Finland. Jeg har ikke oplevet, at man synger lige så meget i Danmark. For os er sangen en meget vigtig del af livet. Vi synger i alle livets forhold. Det er en god måde at udtrykke sorg, fortvivlelse, glæde og alt, hvad vi oplever. Sangen er en del af mig. Jeg har i mange år ledet vores sanggruppe i menigheden og vil blive ved med at synge, så længe jeg kan. Vi er mellem 10 og 50 til de finske gudstjenester i Garnisons Kirke i København hver anden måned. Her kommer både børn, voksne og gamle. Min mand kommer også somme tider. Han er dansker men forstår lidt finsk. De unge kommer ikke så meget som de ældre, men nogle af de unge familier med børn er meget trofaste. De siger, at det er vigtigt for dem, at deres børn får det finske sprog og vores kirketradition med. Når børnene er sammen med andre finner i kirken, får de også flere nuancer i sproget. Juleaften holder vi fælles gudstjeneste med den svenske menighed i Gustafskyrkan. Så kommer der rigtig mange. Op til jul har vi en tradition i Finland, hvor vi samles i kirken til noget, vi kalder de skønneste julesange. Det er ikke en egentlig gudstjeneste, men vi synger vores julesange, og menighedens sanggruppe synger to-tre sange. Vi er kun ni og ville gerne have flere unge med i koret, men vi kan stadig synge trestemmigt. Bagefter har vi julebasar. Det er et stort arbejde, hvor vi får mange ting fra Finland, som vi sælger. Men det er meget populært og noget, der samler os. Når vores præst holder julegudstjenester ude omkring i landet, er kirkerne også helt fyldt. Til jul kommer folk virkelig.

Desværre har vi kun en 20 procents præst, der bor i Sverige. Det slår ikke rigtig til. Vi kunne sagtens bruge mindst en halvtidspræst, der kunne holde flere gudstjenester og have mere tid til ældreomsorg. I forvejen skal præsten dække hele landet og tage ud til alle barnedåb og begravelser. Mange danskere ved ikke, at vi har en finsk menighed. Jeg oplever heller ikke nogen stor interesse. Generelt har danskerne ikke megen viden om Finland. Når danskerne hører, at nogen taler med accent, lukker de ofte lidt af, inden de hører, hvad man siger. Det har jeg selv oplevet. Derfor er det vigtigt for os, der kommer fra Finland, at være sammen en gang imellem på vores eget sprog i vores egen menighed. Når vi taler finsk, har vi ikke accent!”

Om menigheden
Den finske menighed i Danmark er en luthersk menighed, der blev oprettet i 1989 og holder gudstjeneste hver anden måned i Garnisons kirke i København. Menighedens præst bor i Sverige, hvor han er ansat af den svenske kirke til at betjene den finsktalende befolkningsgruppe.

Af Birthe Munck-Fairwood, Tværkulturelt Center