Derfor kommer jeg i en migrantmenighed
Tilbage til kirkens rødder

Tilbage til kirkens rødder

- Derfor kommer jeg i en migrantmenighed

Anita Holm Ghabrial er 31 år og bor i Valby. Hun er uddannet bioanalytiker og gift med Amir Ghabrial, der er født i Egypten. Sammen har de en datter på ni måneder. Anita er opvokset på Bornholm, hvor forældrene kommer i Luthersk Mission og Indre Mission. For fire år siden blev hun medlem af den koptiske kirke. I dag kommer hun i St. Marie og St. Marcus Koptisk-Ortodokse Kirke i Tåstrup.

”Kristendommen har altid været en del af mig. Jeg er født og opvokset i et kristent hjem på Bornholm, hvor vi kom både i Luthersk Mission, Indre Mission og folkekirken. Jeg voksede op med møder i missionshuset to gange om ugen, to børneklubber, lejre og så videre. Jeg har også været på Luthersk Missions højskole i Hillerød. At jeg i dag er kopter er afslutningen på en lang proces, der startede, da jeg flyttede til København for at læse. Jeg havde svært ved at finde ind i en menighed og overvejede en frimenighed. Jeg kunne godt tænke mig at have tingene samlet ét sted – nadver, bibelundervisning og ungdomsarbejde, i stedet for, at det hele var splittet op. En dag var der en studiekammerat, der inviterede mig ud i den koptiske kirke. Vi var gode venner, og det var meget det personlige venskab, jeg fik med hende, og opdagelsen af, hvor meget vi egentlig havde til fælles, der gjorde, at jeg fik interesse for den ortodokse tradition. Vi lavede en aftale om at besøge hinandens kirker og bibelkredse. Så hun tog med mig i kirke, og jeg tog med hende. Mødet med den koptiske menighed var en meget inspirerende oplevelse. Jeg følte, at her hørte jeg hjemme. Jeg havde fundet det, jeg søgte efter. Men det tog et par år, før jeg var sikker på, at det var kopter, jeg ville være. Tidligt i forløbet besluttede min veninde og jeg, at de dybere samtaler om min beslutning skulle hun og jeg ikke tage. På det tidspunkt var der ingen koptisk præst i Danmark, så det blev primært i den koptiske kirke i Skotland, at jeg talte om mine overvejelser. Gennem et europæisk netværk havde jeg fået kontakt med den skotske menighed og der fundet en åndelig vejleder – min bekendelsesfar. I 2005 blev jeg optaget i den koptiske kirke. Det var en af de dejligste oplevelser, jeg har haft i mit liv. Når jeg tænker tilbage, er der ikke rigtig noget i min opvækst, som jeg har taget afstand fra. Jeg føler snarere, at jeg har fået tilføjet noget. I min opvækst lærte jeg om protestanter og katolikker men blev aldrig introduceret til den ortodokse kirke. Da jeg fandt ud af, hvad det var, blev jeg meget fascineret. Det, jeg mødte, oplevede jeg som mere helt end det, jeg var opvokset med. Ikke mere sandt, men mere helt og noget, jeg fik lyst til at være en del af. I den ortodokse kirke er der en storhed og en ufattelig litteratur op gennem tiderne fra kirkefædrene.

I vores danske kultur er man lidt forskrækket over ikoner og hellig olie og den slags. Men jeg kan netop godt lide, at kirken er konkret og fysisk - stoflig. Det er den koptiske kirke i høj grad. Alle de ting appellerer til mig.
Mange tror, at sproget er et problem, når det meste foregår på arabisk i kirken. Men sådan har jeg ikke oplevet det. I England og Skotland er gudstjenestesproget i de koptiske menigheder mange steder engelsk. Hos os er hoveddelen stadig på arabisk og koptisk, men alt oversættes. Vi er inde i en proces. På et tidspunkt tror jeg, at hele gudstjenesten bliver på dansk eller engelsk. Noget af det, der tiltaler mig ved den koptiske kirke, er, at den er grundfæstet på den første kristne kirke og apostlenes ord. Hos os handler det ikke om at finde på noget nyt hele tiden og danne nye menigheder, der passer til tidsånden. Kirken er, som den altid har været. Det betyder ikke, at den er hundrede procent fejlfri. Men jeg føler, at i den koptiske kirke møder jeg noget oprindeligt.
For min familie og mine venner har det været en proces at acceptere mit valg. Derfor gemte jeg meget mine tanker for mig selv i begyndelsen. Jeg vidste, at det ville være en stor sorg for især mine forældre, og jeg ville gerne sige det til dem på en god måde. Efter at de er kommet sig over chokket, har de taget det utrolig flot. Fordi de er nogle dejlige kristne mennesker, binder kærligheden os stadig sammen. Mine forældre har flere gange været med til gudstjeneste i vores kirke og var også med til vores datters barnedåb. Hun er deres første barnebarn, og de elsker hende meget. I dag føler jeg mig meget hjemme i den koptiske kirke. Vi er omkring 70 til en almindelig gudstjeneste, der varer tre timer. Størstedelen kommer fra Egypten. De fleste af de danskere, der kommer, er gift ind i kirken. Men det er ikke min historie. Jeg opsøgte kirken af egen fri vilje og mødte først senere min mand. At blive kopter var helt mit eget valg.”

Om menigheden
St. Marie og St. Marcus Koptisk-Ortodokse Kirke blev grundlagt i 1975 af egyptiske indvandrere. I dag er kirken et godkendt trossamfund. De ca. 350 koptiske kristne i Danmark har egen præst og har siden 1996 haft deres egen kirkebygning i Tåstrup.

Af Birthe Munck-Fairwood, Tværkulturelt Center