Migrantmenigheder – hvad er det?
Når etablerede menigheder bliver migrantmenigheder

Guds trofasthed

- Når etablerede menigheder bliver migrantmenigheder

Svendborg Baptistmenighed er historien om en lille dansk baptistmenighed, som gennem en kort årrække har oplevet en voldsom vækst i medlemsantal og samtidig skifter karakter til ”migrantmenighed”. Menighedens præst, Poul Erik Jensen, havde planlagt at gå på efterløn, men blev mildest talt overrasket over udviklingen.

Han siger: ”Jeg har aldrig i min tjeneste troet, at jeg skulle opleve dette. Gud er overraskelsernes Gud.” Poul Erik Jensen blev kaldet til præst i Svendborg Baptistkirke i 1996. På det tidspunkt havde menigheden 32 medlemmer og gudstjenestebesøget var ca. 20. Et par år i forvejen var der kommet nogle vietnamesiske flygtninge og en tamilsk familie til menigheden. Menigheden havde altså allerede den gang nydanskere som medlemmer og danskerne tog godt imod dem. Der var stilstand i nogle år, men så kom der en dag et muslimsk ægtepar med 2 teenagere til gudstjenesten. De kom fra en flygtningelejr i Bosnien, hvor de havde mødt et par amerikanske missionærer, som fortalte dem evangeliet for første gang. Det gjorde indtryk. Så hver dag når manden gik forbi kirken, standsede han op og bad Fadervor. Et medlem af kirken så dem foran kirken og inviterede dem indenfor til gudstjeneste, og fællesskabet kom til at betyde meget for dem. Poul
Erik gav dem kristendomsundervisning gennem et helt år, hvorefter hele familien blev døbt i 2001. Tidligere var et af de tamilske medlemmer, Bala, begyndt at fortælle andre tamilere om sin omvendelse fra hinduismen. Han indbød til tamilsk gudstjeneste og omkring 30 tamilere blev kristne i løbet af kort tid. ”Tamilerne ønsker deres gudstjenester på tamilsk, men indimellem har vi fælles gudstjeneste,” fortæller Poul Erik. 
I efteråret 2003 kom de første 17 burmesere, som er FN kvoteflygtninge. Sproglæreren fra Fåborg sprogskole ringede og sagde, at de havde 17 burmesere, som havde spurgt, hvor der var en baptistkirke. Vi kørte ud og besøgte dem. Senere arrangerede vi offentlig bustransport til kirken for dem.

Og så begyndte hele den store forandring!
Fra nu af kommer der løbende nye flygtninge til området, så der nu i 2008 er over 100 burmesere på Sydfyn tilknyttet menigheden foruden 41 børn og unge under 18 år. Det har givet nogle sproglige udfordringer, da man ikke har fælles sprog i Burma. I menigheden tales der burmesisk, karen, chin, kachin, chin matupi, chin haka. Prædiken holdes i dag på dansk i korte enkle sætninger. Vores fælles sprog er dansk, for vi har ikke andet fællessprog. Sangene i menigheden har også ændret sig fra traditionelle danske salmer til ”gamle” evangeliske sange, som burmeserne kender fra Burma, bragt dertil af amerikanske missionærer, og som blev sunget for 100 år siden i Danmark, men nye salmer er kommet til. Gudstjeneste holdes på 3 sprog: Dansk gudstjeneste kl. 11, chin gudstjeneste kl. 13 og tamilsk gudstjeneste kl. 14.30.
Den første søndag i hver måned er der fællesgudstjeneste med 70-90 deltagere. Her bliver tekster læst og bønner bedt på forskellige sprog. Der er søndagsskole for børnene på dansk. Kirken begyndte at drikke kirkekaffe i år 2000, fordi en ung dansk kvinde, som aldrig havde været i kirken før, pludselig dukkede op og sagde: ”Hvorfor drikker I ikke kaffe her, I står og snakker sammen alligevel?” Nu har vi fællesspisning den første søndag om måneden, og kirkekaffe hver søndag. Det største antal der har været i kirken var, da der ankom 250 personer til et bryllup. Kirken har i normalopstilling 48 siddepladser!

Udover gudstjenesten er der nu også hjemmegrupper og husgudstjenester i forskellige hjem, fordi burmeserne er spredt over hele Sydfyn, Langeland og Ærø. Fremtiden bliver nok at burmeserne tager over og leder menigheden og gudstjenesten, da der kun er 17 fortrinsvis ældre danskere tilbage i menigheden. Tamilerne vil fortsætte med deres arbejde. De to sproggrupper forstår ikke hinanden, hverken sprogligt eller kulturelt. De danske medlemmer er utroligt positive for det der sker, og glæder sig over udviklingen.
En af de ældre kvinder udtrykte: ”Nu kan jeg godt dø, fordi nu ved jeg, at menigheden lever videre.” Der er liv og glæde i menigheden, og burmeserne er taknemmelige over at nogen tog sig af dem i deres nye land.

Af Hans Henrik Lund, KIT

Svendborg Baptistkirke er ikke den eneste danske menighed, der har oplevet denne type udvikling. Flere mindre danske frikirker i Jylland (fx Nykøbing Mors, Løgstør, Farsø, Tønder og Sønderborg) kan berette om det samme. Det skyldes primært FN kvoteflygtninge, som fra centralt hold placeres i bestemte byer, men andre grupper fylder også godt i nogle frikirker.