På besøg i migrantmenigheder
På besøg i burmesisk baptistmenighed

En engageret menighed

- På besøg i burmesisk baptistmenighed

Jeg er både forpustet og forvirret, da jeg når toppen af trappen i Odense Baptistkirke. Jeg kigger på uret…der er da 7 minutter til gudstjenesten skal begynde iflg. oplysningerne på hjemmesiden!? Og alligevel er den bedste vejviser til kirkens spejderlokale, hvor gudstjenesten finder sted, burmesiske stemmer til den livsbekræftende salme ”Oh, store Gud. Når jeg dit værk beskuer”. Jeg finder en tom stol på bageste række. Først da to mænd rejser sig fra stolerækkerne kl. 12 og sætter sig på de to stole, der vender front mod alle os andre, får jeg bekræftet, at jeg ikke kom for sent, men at de blot har hygget sig op til gudstjenesten ved at synge sammen.
Vi er samlet under skråvægge dekoreret med morsealfabetet, og november regnen slår mod ruderne.
Men det triste efterårsvejr har ikke forhindret ca. 30 burmesere, der er kommet fra Otterup, Nyborg og omegn, at være med til denne gudstjeneste, der finder sted hver anden søndag.

Aktiv deltagelse
Et trykt program på sproget chin deles rundt og gudstjenestelederen byder velkommen. Fællessangen
ledes af en ung mand med guitar på forreste række. På ryggen af hans t-shirt står der: ”Chin Christian Fellowship – 2007 – Danmark”. Jeg forestiller mig, at det er t-shirten fra burmesernes årlige nationale sommerlejr. Der er ikke mange sangbøger i lokalet. På min række med otte stole, er damen i midten den eneste med en sangbog. Men det forhindrer ikke dem på fløjene i at synge med af hjertets lyst. Sangen bliver på et tidspunkt flerstemmig og lyder som et helt kor. En ung mand fra salen iklædt en italiensk fodboldtrøje stiller sig op foran og åbner gudstjenesten med en skiftlæsning. Alle stemmer i med et ”amen”. Også jeg – men det er kun fordi jeg følger de andre. Jeg forstår jo fortsat ikke hvad der siges.
Det er blevet tid til kollekttale, og mens guitarristen synger en solosang for os, sendes en lille hvid kurv rundt. Alle bidrager. Først nu kan jeg se, hvad der står foran på guitarristens t-shirt: ”You are the light of the world. Matt. 5, 14.” En ung mand fra menigheden går op foran. Han løfter kurven op foran sig og takker for kollekten. Det er en stor andel af menigheden, der aktivt bidrager til gudstjenesten. Efter at være blevet introduceret af lederen stiller en smuk pige på ca. 6 år sig op foran menigheden. Selvsikkert kigger hun ud mod folk og reciterer et bibelvers. Alle klapper. Gudstjenestelederen introducerer en mand fra den række, jeg sidder på, som nu går op og deler nogle ord med menigheden. Som reaktion herpå bøjer alle hoveder sig og en højlydt summen af intens bøn fylder rummet. Efter nogle minutter ebber det ud og ham, der satte det i gang, afslutter bønnen, der atter besegles med et fælles amen.
Gennemsnitsalderen på forsamlingen er forholdsvis lav. Gudstjenestelederen, der – så vidt jeg forstår – er formand for Odense Chin Christian Fellowship, ser ud til at være den ældste. Der er adskillige teenagere og en lille baby vækker stor begejstring, idet hun – som en helt naturlig ting – går fra arm til arm hos menighedens kvinder. Nu er det tid til at synge ”Oh, store Gud”, som de jo øvede før gudstjenestens begyndelse. Frimodigt stemmer jeg i på dansk, i det omfang, jeg kan huske teksten. Ved denne sang – præcis som jeg har bemærket det ved de andre sange – er det som om én person fra første række beder højt under fællessangen. Det må være organiseret, for det er konsekvent og virker helt naturligt. Manden, der har siddet ved siden af gudstjenestelederen, er dagens prædikant. Han er lægprædikant, for menigheden har ikke nogen ordineret præst. På opslaget i bibelen kan jeg se, at dagens tekst er taget fra en af de allersidste bøger i Det nye Testamente.

Frihed – ingen selvfølge
Efter en sidste sang og afsluttende bøn er gudstjenesten færdig. Det tog præcis 1½ time. Det er tid til at tælle kollekten, hilse på hinanden og høre sidste nyt fra vennerne. På vej tilbage mod banegården støder jeg på flere grupper, der går samme vej. De prioriterer at mødes med andre fra Burma til gudstjeneste på eget sprog. Noget de ikke kunne gøre i frihed, da de boede i Myanmar.

Af Elisabeth Krarup de Medeiros, KIT