På besøg i migrantmenigheder
På besøg i Christian Center

Kirkekaffe er gudstjenestens anden halvleg

- På besøg i Christian Center

En ung afrikansk mand byder mig velkommen med et stort smil. Behjælpsomt viser han mig hen til en stol ikke langt fra den store scene, hvor seks sangere med lige så mange nationaliteter står på en lang række.
Klokken er 15. Inden denne gudstjeneste havde der været to gudstjenester på dansk i samme sal. Efter power pointens nedtællingsvideo byder lovsangslederen fra Ghana velkommen på engelsk og åbner gudstjenesten ved at citere salme 118, 24: ”Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den.” Kort derefter følger musikken, der sammensættes af både keyboard, bas og el guitar, trommer og perkussion. Mange i salen klapper i takt med lovsangen – og flere steder er der folk med lukkede øjne, der løfter hænderne mod himlen. Sangene er primært nyere korte lovsange, men imellem dem, har den engelske version af salmen ”Hellig, hellig, hellig” også sneget sig ind.

Jeg er kommet til gudstjeneste i Copenhagen Christian Center, der er en international pinsekirke, men samtidig en del af den københavnske menighed, Kirken i Kulturcenteret. Og jeg kan forstå på mine samtalepartnere, at det alsidige valg af musik, skyldes at de ca. 150 gudstjenestedeltagere kommer fra ca. 40 forskellige nationaliteter, men fra muligvis endnu flere kirketraditioner og -stilarter. For selvom man kommer fra en pinsekirke i udlandet, afhænger stilen meget af kulturen. Kirkens slogan er ”En kirke for alle nationer” – og det må man sige, det er. Efter ca. 15 minutters lovsang går præsten op på scenen med fem personer klædt i hvidt. Der er dåb denne søndag. Efter at hver af de fem har haft muligheden for at fortælle navn, nationalitet og hvorfor de vil døbes, går de i samlet flok med præsten, der ligeledes er klædt i hvidt, til dåbsgraven, der er fyldt med vand, så det går til midt på maven. Der er en fra Elfenbenskysten, en fra Nigeria, to fra Letland og en der er halv dansker og halv polak. En efter en – efter deres trosbekendelser – bliver de døbt i ”Faderens, Sønnens og Helligåndens navn,” ved at blive ført helt ned under vandet. Resten af menigheden klapper – og børnene, der er kommet ind fra søndagsskolen for at overvære festlighederne, kravler ned fra scenen. Ved et hurtigt kig rundt i salen konstaterer jeg, at der er næsten dobbelt så mange nu, som da gudstjenesten begyndte. Resten af gudstjenesten kan fortsætte.
Gudstjenestelederen – en ung mand fra England, der arbejder i Danmark på tredje år – får mikrofonen og leder os videre i gudstjenesten. Først videregiver han meddelelserne, der bl.a. indebærer invitation til det ugentlige bedemøde, til efterårets menighedslejr, samt til det kommende arrangement for unge. Dertil kommer der en efterlysning af nye frivillige til at arbejde med børnene. Herefter følger en kollekttale, der giver folk mulighed for at give deres tiende og andre pengegaver. Posen af lilla velour bliver sendt rundt ved stolerækkerne, mens lovssangsgruppen atter indtager scenen og leder menigheden i en lovprisningssalme. Efter yderligere et par sange kommer den brasilianske præst op for at holde dagens prædiken. Den mangfoldige menighed følger med ved at slå læsningerne efter i deres egne bibler på de respektive modersmål og med jævne mellemrum stemme i med et højt ’amen’. Efter 1½ time lakker dagens gudstjeneste mod enden. Der er dog mulighed for at komme op foran scenen og modtage forbøn for et aktuelt emne af et af de medlemmer, der har dét som deres frivillige tjeneste. Der er ingen nadver i gudstjenesten, og jeg finder ud af, at det har man blot den første søndag i hver måned.

Til gengæld er det en fast del af søndagens gudstjeneste, at man fortsætter fællesskabet og samværet over kaffen i kirkens cafélokale. Snakken summer over hele lokalet. På en hurtig rundtur hører jeg mange sprog blive talt ved bordene. Jeg forstår nu, at engelsk ikke er det første sprog for mange i kirken. For en del er det faktisk det tredje eller fjerde sprog, men mange af disse har valgt en engelsktalende kirke i Danmark, for her føler de sig ligestillede med de andre i menigheden. Det er her i caféen, at der både fortælles
vittigheder, inviteres til cellegruppe og deles erfaringer om det at være ny i Danmark. Dette alt imens der opstår nye venskaber på kryds og tværs af tidligere skel. En pige fra Tanzania skænker mig en kop kaffe.
Det er godt at skylle alle søndagens gode og mangfoldige indtryk ned med en kop kaffe.

Af Elisabeth Krarup de Medeiros, KIT