Indlæg fra konference om 'folkekirken og migrantmenigheder' 7. januar 2009
Velkommen

Indledning

ved Jørgen Skov Sørensen, sekretariatschef, Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Printervenlig version (pdf)

God dag og velkommen Vartov, velkommen til projektet ”folkekirke og migrantmenigheder”. Mit navn er Jørgen Skov Sørensen. Jeg er sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, og jeg har i dag til opgave at guide jer igennem en spændende og afvekslende eftermiddag – en eftermiddag med dansk kirkehistorisk betydning.

Det hænder yderst sjældent, at folkekirkens biskopper tager en beslutning – i hvert fald hænder det yderst sjældent, at de tager en fælles beslutning. Når biskopperne gør det, vækker det som oftest opmærksom­hed – nogle gange får det kirkehistorisk betydning.­

Da bispekollegiet tilbage i 2006 samlet stod bag en opfordring til Folkekirkens mellemkirkelige Råd om at kigge på, hvad der evt. måtte være af samarbejde mellem migrantmenigheder og folkekirkemenig­heder i Danmark, erindrer jeg nu ikke, at det fik megen offentlig opmærksomhed.

Til gengæld kan jeg i dag ikke lade være med at hævde, at der er kirkehistorisk gods i det projekt, der kom ud af biskoppernes opfordring, projektet ”folkekirke og migrantmenigheder”, og at der er kirkehistorisk swung over den konference, vi sammen deltager i på Vartov i dag.

Ikke alene fordi folkekirken med det her tiltag har vist ægte interesse og har åbnet armene for en hel ny gruppe af kristne i Danmark. Og ikke alene fordi vi nu har enup-to-date kortlægning af migrantmenigheder i Danmark, men også fordi det brede kirkelige samarbejdet omkring projektet og projektets styregruppe har kirkehistorisk betydning.

Resten af dagen handler først og fremmest om undersøgelsen, dens resultater og konsekvenser. Derfor mener jeg, det fortjener at blive nævnt her i starten, at vi i dag skal være vidner til resultatet fra en arbejdsgruppe, som har omfattet meget forskellige kirker, organisationer og kirkelige retninger i Danmark.

Dette projekt har samlet dansk kirkeliv bredt - lige fra Grundtvigsk Forum til Indre Mission, fra Landsforeningen af menighedsråd til Den katolske Kirke, fra folkekirkens menigheder og stifter til de mange, mange migrantkirker af vidt forskellig størrelse, observans og oprindelse, som findes i Danmark. Her var der en opgave, som bare skulle løftes. Og det er den blevet.

Resultatet er ganske overrumplende, for mange overraskende, og for de fleste af os ganske overdådigt… Det her skal – som det hedder i annoncerne, når der skal vises noget særligt spektakulært frem – det her skal opleves. Og det bliver det så - i ord, billeder og musik på Vartov i dag. En broget mosaik, et puslespil med små og store brikker, en del af dansk kirkeliv anno 2009.

Velkommen til alle!