Når samarbejde lykkes
Gensidige gæsteprædikanter

Gensidige gæsteprædikanter

- Sådan gjorde de

Der blev gjort et gensidigt indtryk på hinanden allerede ved første møde, der var i en kirke, hvor sognepræst Niels Nymann Eriksen holdt foredrag. Stan McCuien, der er ulønnet præst i Gospel Church International, så straks, at Niels var ”en Guds mand” og Niels bemærkede Stan og hans kone i forsamlingen og gik ned for at hilse på dem under kaffen. Hurtigt blev det klart, at den internationale kirke søgte lokaler, men af praktiske årsager kunne det ikke lade sig gøre at låne lokalerne ud i Apostelkirken, hvor Niels er ansat som indvandrerpræst. 
Deres veje krydsedes alligevel senere, hvor Stan blot kunne få bekræftet, at dels var Niels en mand med stor viden om Biblen og dels en mand, hvis liv bærer stor frugt. Og eftersom der står i Biblen, at man skal kende træet på dets frugt, vakte både det og førstegangsindtrykket stor respekt for Niels hos Stan.

Invitation til at prædike
Stan følte sig overbevist om, at han roligt kunne invitere Niels til at være gæsteprædikant. Også selvom Gospel Church International er en karismatisk ikkekonfessionel frikirke. Niels tænker tilbage og fortæller, at hans umiddelbare reaktion var, at det var en meget stor opgave ikke mindst pga. af den store forskel i stil. Folkekirkens ramme for gudstjenesten hedder orgel og stringent liturgi mens den frie stil i Gospel Church International er helt åben for spontane initiativer. ”Men da jeg stod foran forsamlingen, oplevede jeg en modtagelighed, jeg sjældent før har oplevet i folkekirken. Jeg følte det nærmest, som om ordene blev hevet ud af mig,” mindes Niels. Efterfølgende var det også positivt, at mange gerne ville tale med mig om noget af det, jeg havde sagt. Den erfaring tog Niels med tilbage til folkekirken. Han understreger, at han ikke ser det som sin opgave at forsøge at kopiere Gospel Church International, men han har dog et håb om, at han kan tage noget af den frihed, han oplever i den internationale kirke med ind i folkekirken. For Stan leder gudstjenesten på en fantastisk måde, ifølge Niels. Det har i det hele taget været en stor oplevelse for den danske sognepræst at lære Stan at kende. Han er en rolig, stor, tillidsvækkende og sindig mand, man bare har lyst til at være sammen med.

Gensidig invitation
Baseret på en god oplevelse i Gospel Church International fik Niels mod til at invitere Stan til at prædike i Apostelkirken på Vesterbro. Her har man længe tilbudt oversættelse til engelsk via hovedtelefoner. Men eftersom ønsket var at åbne endnu mere op for det tværkulturelle, valgte Niels at tilbyde en prædiken på engelsk. Derved kunne de engelsktalende kirkegængere mærke en accept og behøvede ikke at føle sig som ”andenrangs kirkegængere”, der altid skulle spises af med oversættelse. Det gik rigtig godt. Menigheden var begejstret for gæsteprædikanten. Og selv om Stan taler flot dansk, undgik man, at de ældre med nedsat hørelse havde problemer med accenten, ved at lade Stan tale på engelsk og samtidigt oversætte hans prædiken til dansk. De to præster stod øverst i midtergangen af kirken, og så tolkede Niels for sin amerikanske præstekollega.

Det bedste øjeblik
Sidder man overfor Stan og Niels vil de rosende ord imellem dem ingen ende tage. Det er så tydeligt at mærke begejstringen over deres samarbejde. Jeg er nysgerrig for at høre om det allerbedste øjeblik i den tid de har kendt hinanden. Stan er ikke i tvivl. Det var det, overhovedet at få lov at møde en mand som Niels. ”Det er så tydeligt at mærke Guds nåde over hans liv, og jeg ville til enhver tid kunne anbefale andre at lytte til ham og se på hans livsførelse. Det er en gave,” fortæller Stan. Hvis Niels skal trække ét enestående øjeblik frem, er det det øjeblik, hvor Stan inviterede Niels til at prædike den allerførste gang. ”Den tillid han viste mig var overvældende. Det, at han tog initiativet, er udtryk for overvindelse af en ofte eksisterende mistillid, der desværre eksisterer mellem pinsekirker og traditionelle kirker. Stans modige invitation har været opbyggende for både menigheden og mig.”

Teologiske udfordringer?
Når man tænker på de to menigheders og præsters teologiske forskelle, må invitationen have krævet særligt mod. Men hemmeligheden er ifølge Niels Nymann tre ting: Respekt, tillid og modenhed. Der er visse ting, de ikke berører, som fx dåb. ”Én af de gange Stan prædikede hos os, var der barnedåb, men jeg havde tillid til, at han ikke tog det op som et problem i sin prædiken,” fortæller Niels. Det at have situationsfornemmelse og være følsom overfor den anden, er ikke ensbetydende med at gå på kompromis med ens egen overbevisning. Det er et spørgsmål om at kunne blive jøde for jøderne, som Paulus skriver det i Korintherbrevet. ”Trods forskelle har vi evangeliet til fælles. Og det er det, jeg er sat her for at forkynde,” afslutter Niels med stor overbevisning i stemmen. Stan er enig. Tidligere mellemkirkelige erfaringer har lært ham, at man ikke skal fokusere på forskellene, hvis man ønsker at inspirere hinanden i samarbejdet.

Anbefaling
”En monoetnisk kirke i et multietnisk samfund er stækket i sit kristusvidnesbyrd,” siger Niels. Derfor tror han, at Jesu bøn om enhed drejer sig både om den økumeniske bevægelses klassiske tolkning på tværs af kirkeskel, men også om kirkens arbejde på tværs af kulturer. Samarbejdet er gensidigt meget berigende, både for de to præster og for deres menigheder. Derfor kan det kun anbefales andre. Men tre råd, bør tages med i overvejelserne, ifølge Niels:

  • Et personligt kendskab er at foretrække forud for invitation til at prædike.
  • Det kræver stor modenhed fra begge parter.
  • Det kræver en evne fra begge parter, til at se ud over sin egen kirkelige horisont.

Broderskab
De to kollegaer ser normalt ikke hinanden privat. Ind imellem deltager de i hinandens gudstjenester uden at skulle tale. Og forbindelsen er da også så inderlig, at Stan og hans kone var inviteret med til Niels’ bryllup for nyligt. Samarbejdet med den danske og den nydanske præst er mere end et arbejdsfællesskab. Det er et inderligt broderfællesskab, bekræfter de.

Af Elisabeth Krarup de Medeiros, KIT