Når samarbejde lykkes
Vi fejrer vor forskellighed i Skanderborg

Vi fejrer vor forskellighed i Skanderborg

- Sådan gjorde de

De er ikke bare navnebrødre! De er også brødre i Kristus og embedsbrødre. Jeg har sat mig til rette i et lille kontor i Højvangens beboerhus, hvor jeg har fået lov til at interviewe præsterne Pierre og Peter. Pierre har taget sin kone og søn med. Sønnen har lovet at være behjælpelige som tolk, for det er kun 1½ år siden familien kom til Danmark som FN kvoteflygtninge, hvorfor forskellene mellem swahili og dansk fortsat volder besvær. Kontoret er lille, og vi må hente et par ekstra stole ind. Men allerede ved første møde, er det tydeligt, at der er hjerterum, så det er ikke noget problem med husrum. Vi har fundet vej til ”Festival for forskellighed” i Skanderborg, og om en lille time, skal de to præster stå for en workshop sammen. Det går op for mig, at det var ved den samme festival i fjor, at deres samarbejde blev skudt i gang.

Allerede ganske kort efter den congolesiske families ankomst til Danmark i marts 2007, da det var gået op for besøgsvennen fra Dansk Flygtningehjælp, at Pierre havde fungeret som evangelist i Congo efter to års undervisning og yderligere tre års præsteundervisning i flygtningelejren i Malawi, foreslog hun at Pierres familie skulle deltage i Skærtorsdagsmiddagen i Højvangens Kirkesal. ”Her fik jeg æren af at byde Pierre velkommen for første gang,” siger Peter med et stort smil. Herefter skete der ikke meget, indtil Peter fik den modige idé, at invitere Pierre til at prædike til den gudstjeneste for netop et år siden. Det var afslutningen på Projekt Bydialog (www.bydialog.dk) ved ”festival for forskellighed.” I programmet stod der: ”Kom til gudstjeneste i Højvangens Kirkesal. Pierre Birunga, som var præst i Congo før han flygtede fra borgerkrigen sammen med sin familie, vil prædike, og efter gudstjenesten er der frokost til alle i kirken.”
Det var en stor oplevelse for alle; Pierres øjne lyser op, da han skal beskrive, hvad det betød for ham at få lov at dele Guds ord ved en gudstjeneste i Danmark. Og Peter tilføjer begejstret: ”Ja, det var altså en genial idé. Det åbnede ligesom øjnene for sognets medlemmer, så de kunne få blik for den globale kristendom. Det er sundt at få det brede perspektiv på.” Og siden den dag, har der været god mulighed for at opleve den globale kristendom i Skanderborg. For Pierre har efterhånden fået samlet en menighed under sine vinger. Det er primært andre swahilitalende fra Congo, men der kommer også andre nationaliteter, og alle gudstjenester oversættes til dansk. I begyndelse mødtes de ofte i Pierres lejlighed, men lovsang og klap medførte klager fra naboerne. Derfor opsøgte Pierre Peter, og fik med menighedsrådets billigelse – og med Peter som primus motor - lov til at fejre gudstjeneste i Højvangens Kirkesal. ”Det var en stor glæde, endelig at have plads til at fejre gudstjeneste,” erindrer Pierre, og konkluderer, at ”Gud er trofast.” Det er nu sket tre gange med ca. tre måneders mellemrum. Men da de lavede aftalen for anden gang, meddelte biskoppen, at hvis der snarere var aftale om en permanent aftale, ville det være nødvendigt, at ansøge bispekontoret skriftligt, og at han nok ville være nødsaget til at afvise ansøgningen, da den congolesiske menighed, som pentecostal kirke, ikke er en del af den økumeniske familie. Derfor blev den tredje gudstjeneste i år afholdt i konfirmandsstuen, som også lånes ud til mange verdslige foreninger. Jeg deltog selv i gudstjenesten, som jeg tænker tilbage på med glæde. Der var liv og glade dage, koret sang til lyden af de bongotrommer, som Peter – lige som de andre gange – havde været behjælpelig med at låne og hente på den lokale ungdomsskole. Og lokalet var propfyldt. Der var folk af mange nationaliteter samt adskillige danskere, hvis nysgerrighed var blevet vakt ved en omtale i den lokale avis forud for gudstjenesten. Selv var jeg overrasket over, at menigheden var gået fra at være i kirkesalen og ned til konfirmandsstuen, hvorfor jeg spurgte lidt nysgerrigt ind til det. Men denne bekymring delte Pierre ikke med mig. Glæden og taknemmeligheden over at have et sted at fejre gudstjeneste, var meget større end en vurdering af, hvilket lokale det foregår i.

Jeg er rørt over den respekt og broderkærlighed der opleves tydeligt mellem de to præster denne eftermiddag. Derfor bringer min nysgerrighed mig til at spørge, hvad de oplever som den største forskel i deres måde at udleve kristendommen på. Peter skal ikke tænke sig om længe: ”Det er den måde hvorpå Pierre spiller på folks følelser.” Ved at spørge lide mere ind til det, forstår jeg, at deres stil er meget forskellig. Peter er skåret af en teologisk tradition, der primært taler til intellektet, hvorimod Pierre taler til følelserne, når han fx prædiker. Peter afslører, at han godt kan lide at blive rørt følelsesmæssigt, men måden hvorpå Pierre gør det, er så langt fra ham, at han har svært ved at blive rørt. De anerkender begge, at det bl.a. er kultur og tradition – og at de derved taler til to forskellige målgrupper. Pierre mener, at den største forskel mellem de to er dåben. Eftersom de praktiserer hhv. voksendåb og barnedåb og ikke anerkender hinandens dåbssyn, kunne det blive en anstødssten. Men det er det ikke ifølge Pierre. ”Gud er meget større end den forskel,” siger han og fortsætter: ”Peter er den bror her i landet, der har samlet mig op, og hjulpet mig på vej.” Denne holdning er også gennemgående, da jeg spørger Pierre, hvad der har været svært i deres samarbejde. Han mener ikke det er svært. Peter beder dog også om lov til at svare på det spørgsmål, og lader mig vide, at han finder sproget besværligt. Det tager lang tid, og der er risiko for misforståelser. Dertil kommer de teologiske forskelle, siger Peter, og nævner dåbssynet som eksempel. De store teologiske forskelle, er også nok den primære forklaring på, at menighedsrådet indtil nu mener, det er passende med en gudstjeneste i kvartalet og ikke hver søndag. De har krævet, at Peter er tilstede, når den congolesiske menighed fejrer gudstjeneste. Jeg kan næsten regne ud, at Pierre har et ønske om at kunne samles ugentligt og at blive godkendt som trossamfund, men jeg er nysgerrig for at vide, hvad han har af behov som menighed derudover. Meget forståeligt svarer Pierre: ”Forankring!” Det er vigtigt for ham at få forankret den lille nye menighed, så muligheden for at fejre gudstjeneste ikke risikerer at ophøre i morgen – og så at det hele ikke står og falder med én persons udstrakte arm. Peter lytter eftertænksomt.

Efter denne snak, hvor jeg – mere end nogensinde før – tror på samarbejdet mellem lokale sognekirker og migrantmenigheder, vil jeg naturligvis gerne vide, om Peter vil anbefale sine kollegaer i det folkekirkelige landskab at kaste sig ud i et lignende samarbejde. ”Bestemt, for det er meget berigende. Men jeg kan kun advare og sige, at det går ikke, hvis man går i for små teologiske sko,” slutter Peter af, og kigger over på sin navnebror med et smil på læben og et glimt i øjet. Vi begynder alle at sidde lidt uroligt på stolene. Tiden for workshoppen nærmer sig. De to præster skal ind og levere deres indlæg til ”Festival for forskellighed” i Skanderborg. Inden jeg smutter hjem, går jeg med til den første del af workshoppen. De to præster instruerer de fremmødte i både afrikanske og danske sange ledsaget af dansetrin og store smil.


"I mange år har jeg ligget ned, fordi jeg ikke kunne udføre mit kald som præst. Nu rejser du mig op og giver mig værdigheden igen!"
Pierre til Peter, inden Pierre skulle prædike for første gang i Danmark


Af Elisabeth Krarup Medeiros, KIT