Trosfrihed - idekatalog
Venskab

Venskab og fortællinger

Mange sogne i Danmark har kontakt til en eller flere kirker i udlandet, som de udveksler med på forskellige områder. Med en venskabsmenighed lærer man om hinandens kultur, man kan få ideer og inspiration i kirkelivet, og man kan ikke mindst støtte hinanden i de udfordringer, der måtte være for kirken. 

Få en venskabsmenighed

"Bær hinandens byrder", skriver apostlen Paulus. En opfordring til menigheden om at være der for hinanden. Som venskabsmenigheder kan et sogn i Danmark og en kirke i et andet land, der har vanskelige kår, dele meget. Det kristne fællesskab kommer til at strække sig ud over sognegrænserne.

Det er naturligvis ikke ukompliceret at have venskabskontakt til en menighed, der lever med diskrimination og forfølgelse i hverdagen. Her gælder der ganske særlige vilkår. Man må finde ud af, hvordan spillereglerne er i det pågældende land, og man må afklare hvad partnerskabet skal bestå i. 

Kirkeligt? Man kan bede for hinanden og fortælle hinanden om det.

Fortælling? Vær hinandens "levende breve". Som mindretalskirke, som bliver undertrykt i det land den hører til i, kan kommunikation med omverdenen være en stor udfordring. Som venskabsmenighed kan man skrive sammen, ringe sammen, måske endda arrangere besøg til eller fra landet, så menighedens historie kan blive fortalt ud i verden, i danske medier og i det danske venskabssogn.

Praktisk? Det er altid interessant at lære om praksis i kirker i andre lande. Venskabsmenigheder kan udveksle erfaringer med, hvordan man er kirke. Hvad fylder mest? Socialt arbejde, undervisning, mission, børnegudstjenester, sang, bøn eller hvad?

Økonomisk? Støtte til partnerkirken kan være kærkommen, men også problematisk: der kan for eksempel være korruption involveret. Ønsker man at yde økonomisk støtte, kan man evt. gøre det gennem en organisation, der arbejder i landet. Under alle omstændigheder er det vigtigt at huske to ting: 1) At sikre sig at pengene bliver brugt til det, man aftaler, 2) at den økonomiske støtte kan bringe uligevægt i partnerskabet, og derfor ikke må overskygge andre aktiviteter.

 

Se i øvrigt tjeklisten for venskabskontakt på hjemmesiden Venskabsmenighed.dk