Historier fra venskabsmenigheder
Skalborg sogn

Skalborg sogn har en venskabsmenighed i Sierra Leone

Af Helle Sylvest

For et års tid siden blev med Sudanmissionens hjælp etableret kontakt mellem Skalborg sogn i Aalborg og St. John's sogn i landsbyen Kangahun, som ligger i Bo Stift i den sydlige del af Sierra Leone. Så nu er de to sogne venskabsmenigheder. Nøgleordene for dette er gensidighed og udveksling.

Skalborg sogn havde længe været interesseret i det mellemkirkelige arbejde og havde støttet forskellige organisationer økonomisk. Men i menighedsrådet blev det gennem nogen tid drøftet, om det ikke ville være muligt at støtte det mellemkirkelige på en mere direkte og måske endda mere personlig måde. For eksempel ved at få kontakt med en kristen menighed et eller andet sted i verden.

Valget faldt på Sierra Leone
Menighedsrådet så sig om og overvejede forskelligt, men valget faldt på Sierra Leone efter at Anders Laugesen, redaktør på Danmarks Radios P1 program ”mennesker og tro" havde holdt foredrag i kirkens sognesal om sine oplevelser fra besøg i Sierra Leone, oplevelser af hvordan volden havde hærget landet i en 10 årig borgerkrig, men også af hvordan man gennem målrettet arbejde søgte at skabe fred og forsoning.

Sudanmissionen, som jo havde folk på stedet, kunne virkeliggøre menighedsrådets ønske om kontakt med en menighed i Sierra Leone.

Den første begyndelse var selvfølgelig lidt tøvende. Hvad ved de fleste danskere om Sierra Leone? Hvordan kan man støtte på en god måde, Så vores rigdom ikke overvælder mennesker i økonomisk nød? Hvordan gøres kontakten gensidig og derved ligeværdig? Hvordan finder vi veje til den udveksling, vi var så interesserede i?

Arbejdet har fået en god start
Vi synes, vi har fået en god start, for dels har vi haft Sudanmissionen som støtte, og dels har vi faktisk været Så heldige at have en "facitliste" ved hånden. Egon Nielsen, som arbejder i Sierra Leone med Freds og forsoningsprojektet for Sudanmissionen, bor ellers i Aalborg Stift. Hans hustru, Kirsten, har hele tiden været lige ved hånden, når vi har været usikre på, hvad vi ville i gang med, og hvordan vi nu lige greb dette eller hint an.

Og Egon Nielsen har vi da også ind imellem kunnet få hjælp af. Han er for eksempel rigtig god til at tage billeder af det land, han er i, og dem har han generøst ladet os låne til forskelligt. Vigtigt, fordi ord ikke rækker til, når en dansk menighed skal have de rigtige indtryk af livsvilkårene et sted, der næsten ikke kan være mere forskelligt fra Danmark.

Frivillige hænder
Efter alle begyndervanskelighederne er der nu kommet god "facon" på arbejdet. Der er en flok frivillige, som løfter de mange forskellige opgaver. Og selv om vi selvfølgelig godt kunne bruge flere hænder, Så sker der alligevel en hel del omkring projekt Sierra Leone.

Gensidighed og økonomisk støtte
Formålet med det frivillige arbejde er tosidet. Først og fremmest er der gensidigheden og udvekslingen. De skabes gennem korrespondance mellem menighederne, gennem interesse og omsorg, gennem udveksling af billeder, af information om livet og hverdagen hos begge parter.

Men desuden er formålet også at støtte menigheden i Sierra Leone økonomisk. Selvfølgelig. Vi har Så meget, og de Så lidt. Sierra Leone er et af verdens fattigste lande. Så her er en forpligtelse, vi må tage på os.

Alle får udbytte af projektet
I Skalborg skaber projektet fine muligheder for at høre, se og lære noget om et fjernt land. Der har således været forskellige arrangementer med foredrag og billeder fra Sierra Leone, der er blevet skrevet i kirkebladet om venskabsarbejdet og om, hvad det er for et land, vi samarbejder med. Breve går flittigt frem og tilbage, selv om det kræver en dagsrejse for sognepræsten 1 St. John's sogn at få adgang til at tømme sin mail.

Indsamlinger til venskabsmenigheden
Ved de forskellige arrangementer er der blevet samlet frivillige beløb ind, der har været kollekter i kirken, og hidtil er pengene - efter ønske fra menigheden i Kangahun - gået til at støtte genopdyrkningen af jorden. En udførlig rapport har fortalt os, at mere end 80 familier har nydt godt af denne støtte. Og at hjælpen er givet som hjælp til selvhjælp på en måde, så ny hjælp efter høst kan passeres videre til andre.

Kirkemarked til fordel for venskabsmenigheden
I september måned blev der holdt "kirkemarked" til fordel for venskabsmenigheden. Et stort arrangement, der længe havde været arbejdet med, og som involverede alle de frivillige, der kunne fremtrylles.

Kirkemarkedet var placeret i forlængelse af kirkens høstgudstjeneste, hvor der traditionelt kommer mange til gudstjenesten, som altid er festlig med procession af børn med blomster og frugter. Efter gudstjenesten inviterede menighedsrådet på kirkefrokost, hvor maden var lavet efter opskrifter fra Sierra Leone. Frivillige solgte hjemmebagte kager til kaffen, der var tombolaer og amerikansk lotteri, hvor gevinsterne var givet til arrangementet af kirkens mange leverandører.

Flittige damer havde brugt hele vinteren på at fremstille en lang række smukke håndarbejder, som nu blev solgt til alle gæsterne. Der var også en afrikansk bod med ting fra Sierra Leone og med batikduge, fremstillet af Kvindegruppen ved kirken i Kangahun og bragt til Danmark i venlige menneskers kufferter. Kirkens ungdomskor underholdt og "Spirekoret´s piger optrådte med afrikansk sang og musik iklædt lånte kjoler fra Sierra Leone. Der var arrangeret udstilling af fotos og genstande fra Sierra Leone, og som afslutning på det hele vistes en ny film, som Sudanmissionen har produceret, og som handler om Sundhedscentret i Kangahun.

Omkring 150 gæster havde en dejlig dag, hvor der var noget for både hjerne og hjerte og for alle sanser. Dagen gav et pænt overskud, som nu bliver sendt til Kangahun, så kirkens tag, der er utæt, kan fornys. Det har været et stort ønske fra menigheden, fordi kirken er deres eneste mulige samlingssted, og med en regntid på omkring seks måneder duer det ikke, at det regner ind.

Det dejlige ved arrangementet var, at vi dels kan hjælpe venskabsmenigheden lidt, dels at de frivillige havde haft det hyggeligt med alle forberedelserne, men ikke mindst at - som en af de frivillige formulerede det - "det har vel nok været et godt socialt arrangement for os alle".

Flere muligheder for kontakter i Afrika
Sudanmissionen hjælper gerne andre danske menigheder med at få kontakt til menigheder i. Nigeria, Sierra Leone og Cameroun.

Interesserede kan kontakte landssekretær for Sudanmissionen Karl Georg Pedersen på telefon 97 40 35 09 eller e-mail: kgp@dmr.org.


Sidst opdateret 23-08-2007